Børnene i Binnerup - 32. afsnit Peter og hans mor Af Jørn Martin Steenhold. Første gang udgivet på Gyldendal 1978
Hjemme hos Peter Da de kommer hjem, henter Peter nogle aviser. Dem lægger han på gulvet inde hos sig selv. Og så hælder han alt det, de har samlet i skoven, ud på avisen. ”Per!” råber han. ”Kom og se!” – Per kommer ind til ham, og et øjeblik efter sidder de begge to og kigger på bunken foran dem. Først ser de på blomsterne. Men det bliver de hurtigt færdig med. For der er kun et par anemoner og en enkelt guldstjerne. Bagefter ser de på dyrene i de små glas. Peter kan se nogle bænkebidere, en edderkop og et tusindben. Bænkebiderne er de sjoveste, synes Peter. De er helt hvide på maven, og de har så mange ben. Per fisker en bænkebider op og giver Peter den i hånden. Den ruller sig sammen til en lille kugle, og inden Peter får set sig om, er den trillet fra ham. Det varer lidt, før Peter finder den igen – og så lægger han den hurtigt ned i glasset til de andre. Nu finder Peter posen med uglegylp frem. Per synes, de skal vente med at se på det. Men Peter kan ikke vente. Og til sidst får han en lille klump, som han kan undersøge. Midt i det hele kommer Peters mor ind til dem. ”Nåh, Per!” siger hun. ”Hvordan går det med vores mad? Det var jo i dag, jeg skulle holde fri, ikke?” Hun griner til Per, der sidder nede på gulvet. Per farer ud i køkkenet – og kommet slukøret tilbage. ” Du har jo lavet maden,” siger han til Peters mor. ”Men så vasker jeg op i stedet for.” Peter og Per har haft så travlt med at se på det, de har fundet, at de helt har glemt tiden. Klokken er blevet over syv, og maden står på bordet. Mens de spiser, snakker Per og Peter om børnehaven. Men det er mest Per, der snakker. Peter siger mindre og mindre, og til sidst siger han slet ingenting. ”Jeg tror, Peter er lige ved at falde i søvn,” siger mor. ”Kom du hellere med mig. Du skal vaskes inden du går i seng.” Mor får hurtigt vasket Peter. Hun giver ham nattøj på – og så bærer hun ham ind i seng. Imens har Per vasket op ude i køkkenet. Og nu kommer han også ind og siger godnat til Peter. ”Hvornår skal du hjem?” spørger Peter ham. ”Når din mor og jeg har snakket lidt og drukket kaffe,” siger Per. ”Men jeg kommer igen en anden dag og besøger dig!” Lidt efter går de ind i stuen. Peter kan høre, at de snakker og griner. Han kommer til at tænke på deres tur i skoven. Han tænker på Helle og Lykke, på grenen, som han faldt over – og på Anne-Mette og hendes far. Peter ser hen mod vinduet. Her står dyrene stadig i deres glas. Man kan høre, hvor det kribler-krabler derhenne. ”Det er synd for dem,” tænker Peter og står op. Han åbner vinduet og hælder alle de små dyr ned på græsplanen foran Den lille Børnehave. Så kravler han i seng igen – og et øjeblik efter sover han. Fortsættes. |