Børnene i Binnerup - 30. afsnit

Peter og hans mor.
Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1978

Peter ser et egern

De kommer ud af granskoven, og alt bliver helt lyst igen. Peter sidder godt heroppe på Pers skuldre. Han kigger ned til mor, som smiler til ham. Nu er han ikke bange mere, for Per og mor er jo hos ham.

”Jeg er ingen skovtrold,” siger han lidt efter. ”Jeg er mors unge. Ikke din, Per! Det er noget værre pjat det hele.”

Til sidst gider Per ikke høre mere på ham. Han sætter Peter ned på jorden. ”Nu tager vi det helt roligt og stille,” siger han. ”Vil du ikke med rundt i skoven og se det alt sammen?”

I det samme falder en grankogle ned lige foran Peters fødder. ”Hvad søren er nu det?” siger Per og ser op.
Endnu en kogle falder ned fra træet. Den rammer mor lige oven i hovedet. ”Av for pokker!” siger hun. Hun træder et skridt tilbage og ser op i træerne.
”Peter!” hvisker hun. ”Kom og se. Der sidder et egern dér oppe.” Peter går hen til mor – og får øje på egernet. Og nu kommer en ny kogle susende.

Peter ler højt, men egernet bliver ikke bange. Det ser lige ned på dem – og tager en ny kogle!
”Pas på!” siger Per. ”Nu smider den én til i hovedet på os.”
Men det gør egernet ikke. Det begynder i stedet for at pille de små frø ud. Frøerne spiser det. De står længe og ser på egernet. Men til sidst siger Per, at de skal videre. Der er meget andet at se på i skoven.
Per bukker dybt for egernet oppe i grantræet. ”Farvel, hr. Egern,” siger han. ”Nu skal vi ikke forstyrre dem mere.”

”Det så vel nok lille ud,” siger Peter, mens de går videre i skoven. ”Får det ikke mad nok?”
”Jo, det gør det,” siger Per. ”Men det har måske ikke fået mad nok hele vinteren.

Per fortæller Peter, at egernet ligger og sover i sin rede i et træ om vinteren. Det vågner kun, når det bliver sultent.

Så går det ud af sin rede for at finde noget af den mad, som det har samlet sammen om efteråret. Det har lagt nødder og grankogler i små bunker forskellige steder rundt om i skoven.

Men der er ikke altid, det kan huske, hvor det har laget sin mad. Så må det sulte – eller prøve at finde ny mad. Det sidste kan være svært, hvis der ligger sne på træerne og jorden.

Per har engang set et egern, der hentede mad på fuglenes foderbræt. ”Du kan tro, det har været sultent!” siger han. ”Alle fuglene fløj ned i hovedet på det, mens de skældte ud. Til sidst tog egernet et par stykker brød og løb sin vej med dem.”