Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1978
En tur i skoven
Et øjeblik efter er de alle tre på vej ned ad trappen. De har både syltetøjsglas og en plasticpose med.
Først går de gennem engen. Peter holder sin mor i den ene hånd – og Per i den anden. Det er dejligt at gå i midten, synes han.
Per og mor går og snakker om de huse, de kommer forbi. De snakker også om penge og om børn. – Peter synes ikke, det er særlig spændende at høre på. ”Bare vi møder nogle børn,” tænker han. ”Hvis nu vi møder nogen, der ikke kender os, vil de måske tro, at Per er min far.”
I det samme får Peter øje på tvillingerne. Helle og Lykke går ude i åen og fisker med et lille net.
”Må I gerne lege her helt alene?” siger Peter, da han når hen til dem. ”Det gør vi da bare,” siger pigerne og fisker videre. ”Men hvorfor går du og din mor tur sammen med Per?” spørger de.
”Fordi vi skal spise middag sammen og hygge os hjemme hos mig i aften.” siger Peter.
”Vi skal være alene hjemme i aften,” fortæller Helle. ”Vores far og mor er allerede taget af sted.”
Nu ser Per, at tvillingerne har træsko på. Og deres træsko er fyldt med vand. ”I får kolde fødder,” siger han. ”Hvis I ikke går hjem og tager tørre sokker på, bliver I syge!”
”Og hva’ så? siger Helle. ”Det er der ingen, der opdager. Ulla passer os, og så kan vi gøre lige, hvad vi selv vil.”
”Kan I så komme hjem og få tørre sokker på!” siger Per og ser vred ud. – Og nu går pigerne hjemad. ”Svup! Svup!” siger det i deres træsko, hver gang de tager et skridt.
Per, Peter og hans mor går videre ned mod skoven. Peter løber i forvejen og gemmer sig bag et træ. Lidt efter går mor og Per forbi træet uden at se ham. Peter springer hurtigt frem. ”Bøh!” råber han efter dem.
Per vender sig forskrækket om. ”Hvem er det?`” råber han og gemmer sig bag Peters mor. – ”Jeg tror, det er en skovtrold,” siger hun. ”Uh!” råber Per. ”Jeg er så bange for skovtrolde. Kom! Vi løber!”
Inden Peter får set sig om, er de nået langt ned ad stien. ”Det er jo bare mig!” råber Peter efter dem. – Men de hører det vist ikke. For de bliver ved med at løbe.
Peter spæner efter dem. De er langt foran ham, og det bliver svært at indhente dem.
Nu løber de ind i en granskov. Peter løber bagefter dem. – Jo længere Peter kommer i granskoven, jo mørkere bliver der. Han kan stadig se Per og mor. Men han bliver alligevel bange. Tænk nu, hvis de løber fra ham. Så skal han gå hjem helt alene.
Peter sætter farten op.
Pludselig falder han over en gren. Han får hovedet ned i alle de tørre grannåle, der ligger på jorden. – Og så skriger han!
Han skriger ikke fordi han har slået sig. For det har han ikke. Han skriger kun, fordi han er bange.
Mor og Per kommer hurtigt tilbage til ham. Da mor finder ud af, at der ikke er sket noget med han, løfter hun ham op. Og så griner både mor og Per. For Peter er helt sort i hovedet.
”Nu ligner du en rigtig skovtrold,” siger Per. ”Du er snavset over det hele.” – ”Så må han være din skovtrold,” siger mor. ”For min skovtrold er altid ren.”
”Godt!” siger Per. Han løfter Peter op over sit hoved, sætter ham på sine skuldre – og begynder at gå.
Fortsættes.
