Børn i stordrift

Trivsel.

Det kan godt være, at der er penge at hente ved at lade de små daginstitutioner vige til fordel for de store. Men der er ikke noget, der tyder på, at der er godt for hverken børn eller pædagoger - tværtimod

Støj.

Det er ikke børns leg og kreativitet, der udgør støjen i daginstitutinoerne, men at de bliver behandlet som børn generelt og ikke som Søren, Sara, Emma og Frederik. Foto: Bettina Brinkmann/Colourbox

I den forløbne uge var der et indslag i Tv-Avisen om pædagoger, der anskaffede sig høreværn for at holde støjen i børnehaven ud. 75 børnehavebørn på et sted er mange, det giver støj, konstaterede pædagogen, der var glad for sit høreværn.

Man kan spørge sig selv: Hvad med børnene? Skulle de så ikke også have høreværn? Støjen er vel nærmest højere for dem? I hvert fald forklarede en fireårig i samme Tv-Avis, at han fik ondt i hovedet af støjen.

75 børnehavebørn i samme børnehave! Ikke usædvanligt i dag. En bølge fejer hen over landet, der handler om, at alle institutioner skal være store institutioner. De små skal lægges sammen, så de også bliver store og - rentable. Samfundsmæssigt set hænger det sammen med pladsgaranti og skattestop, styringsteknologier og virksomhedstænkning.

Store institutioner er 'bæredygtige'

- hedder det i den politiske begrundelse. Pædagogerne får flere kolleger, de kan vikariere for hinanden, og man kan - ikke mindst - spare lederlønninger. Så 'bæredygtighed' er nok et ord, der skal dække over det, det i virkeligheden handler om, nemlig om besparelser, selv om dette forsøges bortforklaret ved at kalde det noget andet.

Men hvad med børnene i disse store institutioner? Har de godt af det?

Eller er det andet end deres hørelse, der tager skade af det, hvis altså ikke de har høreværn med i madkassen?

Alle institutioner udvikler bestemte organiseringer og strukturer. Men i store institutioner må der skemalægges og struktureres mere for at få dagligdagen til at hænge sammen. Store institutioner kræver mere planlægning, der udvikles anderledes gruppestrukturer, og de voksne skal bruge mere tid på at koordination og møder for at få tingene til at hænge sammen. Tiden med børnene bliver dermed mindre, og det vil ikke længere være muligt for de voksne at kende alle børnene. Dette medfører, at relationen mellem de voksne og børnene bliver anderledes.

Regler og sanktioner

Relationerne mellem børn og voksne - de relationer, der er grundlæggende vigtige for børnenes udvikling og trivsel - bliver let serielle i stedet for personlige. Serielle relationer vil sige, at børnene behandles som børn generelt og ikke som Søren, Sara, Frederik og Emma. Børnene ses ikke som de små individer, de er, men som en gruppe med ens behov og udtryk.

Mange undersøgelser har påvist, at sådanne relationer er direkte skadelige for børns udvikling - og i øvrigt for børns og voksnes trivsel.

I store institutioner vil den enkeltes for indflydelse og deltagelse i det fælles liv vil blive mindre. Et forhold der også er af grundlæggende betydning for den enkeltes trivsel og udvikling, og et forhold der da også, fornuftigt nok, er målsat i loven om daginstitutioner.

Store institutioner vil som regel også medføre flere regler - igen for at få tingene til at hænge sammen, og hermed flere sanktioner, hvis de overtrædes. Tendensen vil blive, at meget af de voksnes tid vil gå med opsyn og kontrol.

Størrelse, antal, bureaukrati

I et igangværende forskningsprojekt, Kvalitet i daginstitutioner, studeres såvel små som større daginstitutioner. I de foreløbige resultater bekræftes de tidligere beskrevne forhold.

Det fremgår tydeligt, at tre forhold i samspil nedsætter trivslen i institutionen for såvel børn som voksne: Det drejer sig om størrelsen af institutionen, antallet af voksne pr. barn og endelig antallet af andre opgaver (som f.eks. udarbejdelse af virksomhedsplaner, læreplaner, kurser, børnemiljøvurderinger, kriseplaner, dokumentation etc.), der pålægges de voksne.

Undersøgelsen viser yderligere, at børn i de større institutioner oplever en højere grad af fremmedstyring og skæld ud. Børnene synes, at der er mange uforståelige regler. Oftere føler børnene sig uretfærdigt behandlet, alt set i forhold til børnene i de mindre institutioner.

Undersøgelsen viser også, at de voksne - velkvalificerede og dygtige pædagoger - oftere føler sig stressede og savner at have reel tid til at tage sig af børnene, som i vid udstrækning er overladt til sig selv på legepladsen.

Her kommer aldrig nogen

Det kan godt være, at store daginstitutioner er mere rentable økonomisk, men de er næppe hensigtsmæssige for børn og voksne at opholde sig i.

Som et afsluttende eksempel nævner en pædagog i en børnehave: I dag kom jeg ned i vuggestuen. Der stod 12 grædende børn og kun én pædagog, de kendte, plus en vikar, de aldrig havde set før. Så blev jeg jo nødt til at blive dernede, og så måtte mine børnehavebørn igen passe sig selv ude på legepladsen.

Eller et andet eksempel: Vi skulle have været på naturlegeplads i dag. Men vi har sygdom, så jeg måtte ringe afbud, fordi vi ikke havde nok voksne til at tage af sted. Ham på naturlegepladsen sagde: 'Ja, det siger de alle sammen, her kommer aldrig nogen.'

Grethe Kragh-Müller er cand.psyk. Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole