Drenge og mandighed

Drengenes kultur er synlig (hvor pigernes oftest er ikke-synlig – eller nærmest usynlig), og er på en gang både afhængig og uafhængig af voksenkulturen. Drengekulturen inspireres af voksenkulturen, som de samtidig kæmper for at gøre op med og frigøre sig fra, så de kan finde deres egen identitet som ”mænd”. Derfor er drengene ofte i alvorlig konflikt med voksenkulturen.

Mens de yngre drenges lege og aktiviteter udfolder sig, hvor der er god plads og helst udfordringer, søger de ældste drenge..

- til idrætsklubber
- til børne- og ungdomsorganisationer
- ud i det offentlige rum som gader og pladser, hvor de kan få lov til at vise sig frem - eventuelt brillere på skateboards og rulleskøjter - gerne i flok og gerne til provokation for pigerne og de voksne!

Gennem de senere år er der vokset en ny faglitteratur frem, der belyser drengekulturen og maskuliniteten ud fra et kritisk, kvindeligt og feministisk standpunkt. Udgangspunktet for disse diskussioner er, at de små drenge omgås for mange kvindelige pædagoger – og at der er for mange kvindelige lærere i folkeskolen, som derved stadfæster de feminine attituder og rammer for adfærd og opførsel.

Den indeholder en forståelse af og bevidsthed om de små drenges behov for at udfolde sig voldsomt og støjende gennem aggressive lege. Litteraturen støtter den opfattelse, at de grundmønstre for mandlig adfærd, der opbygges i børnehaven (3-6 år) udbygges og varieres gennem drengenes lege.

I legene sætter selv de yngste drenge hinanden på en række mandighedsprøver med særlig krav om styrke om mod, og der opbygges et indbyrdes hierarki efter en ydre målestok som stærkere end, større end, hurtigere end etc.

Herved udforskes og afstives mandigheden, og de største, hurtigste, stærkeste etc. tilkæmper sig en plads som leder uden megen diskussion, mens de mindre drenge med særlige evner eller udtryksformer (som lederne foretrækker) tildeles en særlig placering.