Vedkommende indføring i dansk arkitektur for børn gennem 300 år

Tekst af Nønne Lønne Votborg

Årets historiske bog 2011

Hver tid sit syn på barndom og dermed også på byggeri til børn! Det er kort fortalt essensen af årets historiske bog ”Barndom og arkitektur. Rum til danske børn igennem 300 år”, som professor og barndomsforsker Ning de Coninck-Smith har udarbejdet i samarbejde med nu afdøde fotograf Jens Bygholm. En flot og uhyre interessant bog om et hidtil ret overset område i såvel arkitekturhistorien og barndomshistorien.

Arkitektur til børn historisk set

Professor Ning de Coninck-Smith blev i lic.phil. i skolehistorie, 1989 og dr.phil., Syddansk Universitet, 2000. I dag fungerer hun som professor med særlige opgaver (dvs. varetagelse af funktionsbestemte opgaver) for Aarhus Universitet, Institut for uddannelse og pædagogik. Med bogen ”Barndom og arkitektur. Rum til danske børn igennem 300 år” præsenterer Ning de Coninck-Smith et vigtigt og vedkommende værk, der henvender sig bredt. Ikke tidligere har vi fået præsenteret en samlet faglig arkitekturhistorisk skildring af byggeri til børn i Danmark på trods af, at børn netop er en gruppe, hvortil der er bygget så mange forskellige former for særlige former for byggeri. Det gør bogen til interessant læsning på mange niveauer.

Hverdagsarkitektur til børn og barndomshistorie

Skoler, fritidshjem, feriekoloni, daginstitutioner, hospitaler, sanatorier, opdragelsesanstalter, børnehjem, biblioteker, legepladser, fritidshjem - og børneværelset hjemme i privaten, for ikke at glemme et af de rum vi vel nok er kommet til at taget for givet. Overalt hvor vi færdes og har færdes i historisk tid, har der på en eller anden måde været bygget til og for børn. Og med det byggeri afspejles vel at mærke også en holdning til barndommen! Tidens barndomssyn om man vil. Dét er på mange måder det allermest interessante, som ”Barndom og arkitektur. Rum til danske børn igennem 300 år” beretter om. Skiftende tider har haft forskellige forudsætninger økonomisk, politisk og holdningsmæssigt i forhold til at skabe rum til børn og unge. Incitamenter og motiver har skiftet over tid, men bygningerne består for en stor række endnu. Det fortælles igennem ord og billeder i bogens 7 hovedoverskrifter: Boligen, barnet og byens plan; Børnehaven og formgivningen af barnets skala; Centralskolen og det ændrede skolelandskab; Sanatoriet, børnehospitalet, feriekolonien og friskluftsskolen: Legepladsen og dens arkæologi samt Senmodernitet, oplevelseskultur og børn rum.

Pædagogiske tanker og tegnestuer

Forfatteren tager os i løbet af bogen med igennem 260 konkrete eksempler på arkitektur opført for børn. De fleste eksempler er geografisk i Storkøbenhavn da kildematerialet her har været bedst beretter forfatteren. Ærgerligt nok må læseren konstatere. Gennem disse interessante eksempler viser der sig et tydeligt billede af nogle udviklingstendenser indenfor hverdagsarkitekturen til børn, der følger moderne og strømningerne i pædagogikkerne og barnesynet. Vi skimter tydeligt en barndomshistorie præget af bestemte retninger, hvor der indenfor skolehistorien var markante personer og steder, der gjorde sig bemærket – og ikke mindst arkitekter og tegnestuer der var særligt fremherskende. Men også politikere og andre fremsynede borger har altid vist interesse for hverdagsarkitekturen for børn.

Pladsmangel

At børnenes egne behov og ønske ikke har været omdrejningspunkt står hurtigt klart. Efter få kapitler tegner der sig et billede, der skal vise sig at holde: arkitektur for børn altid taget afsæt i at tilgodese de tanker, voksne har gjort sig om hvad der var bedst og billigst. Skiftende tider har haft skiftende fokus. Gennemgående er det, at pladsen altid har været knap i institutionerne, og at det var af netop var af hensyn til samfundet, der efterspurgte den kvindelige arbejdskraft at man valgte at bygge flere institutioner. De pædagogiske tanker og ideologier har ofte haft trange kår. Hygiejnehensynet har derimod i flere årtier fået lov at spille en afgørende rolle for, hvordan man indrettede enhver form for bygning til børn.

Tematisk gennemgang

I sin bog har Ning de Coninck-Smith ikke valgt at disponere stoffet kronologisk, sådan som det måske ville have været oplagt. Derimod vælger forfatteren at fremhæve de væsentligste tendenser og strømninger under hvert emne. Enkelte hovedemner synes ved første øjekast en smule forbigået, idet jeg får det indtryk, at forfatteren ikke under alle kapitler får redegjort for samfulde 300 års historiske udvikling, men fornemmer derimod lidt for springende nedslag. Ved gennemgang af det store kildemateriale viser det sig hurtigt, at forfatteren er lovligt undskyldt. Der findes ikke kildegrundlag til at berette om hverdagsarkitekturen mere end sporadisk indenfor alle emner.

Tætpakket

Det fordrer sin læser at komme hele vejen rundt om det det imponerende, store og omfattende arbejde der her er lavet af Ning de Coninck-Smith. Alene det grundige afsnit om litteratur og kildemateriale er værd at fremhæve og rose. Trods det kunne jeg personligt have ønske mig en lidt skarpere kant i forhold til at fremhæve de væsentligste pointer. Her og der drukner de vigtigste budskaber lidt i mængden af tætpakket, men særdeles velskreven og veldokumenteret information. Også billederne i denne smukke bog skal have en anerkendelse med på vejen. Hvem kunne ikke have brugt flere? ”Barndom og arkitektur. Rum til danske børn igennem 300 år” er en bog, der vil kunne vække interessere bredt. Nok særligt blandt pædagoger, lærer og historieinteresserede. Det unikke er imidlertid, at vi alle er en del af bogens stofområde, hvorfor den må sige at sætte rammerne for barndommens land ind i et nyt perspektiv!