Sene provokerede aborter
Forældre og Fødsel har med bekymret interesse fulgt de seneste dages medieomtale af fostre der overlever sene provokerede aborter (efter 12. graviditetsuge). Forældre og Fødsel ønsker derfor at sætte fokus på, at forældre der vælger at afslutte en graviditet, bør gøre det på det bedst mulige oplyste, kvalificerede og afklarede valg.
Forældre og Fødsel mener desuden – i lighed med Etisk Råd, at den dokumenterede stigning i antallet af provokerede sene aborter er bekymrende, og regeringen bør sætte fokus på det etiske spørgsmål i, hvor grænsen går for muligheden for at afslutte en levedygtig graviditet.
Hvis forældrenes beslutning, på trods af fyldestgørende information er definitiv, forholder Forældre og Fødsel sig kritisk til, om den nuværende abortform er den mest humane for fostret – et livsforløb på flere timer efter fødslen virker unødvendigt lidelsesfuldt. Forældrene oplever en smertelig og sorgfuld afslutning på en graviditet, men fostret – barnet – mister livet. Rent etisk bør denne ende på livet gøres så blid for barnet som muligt. Derfor ønsker Forældre og Fødsel at bringe dette emne til debat!
Forældre og Fødsel henstiller således til, at der fremover lægges endnu større vægt på oplysning, støtte og kompetent rådgivning til forældre i denne situation, og i tilfældet både før, under og efter et indgreb, da man ikke blot afslutter en graviditet – men et liv.
På bestyrelsens vegne
Maria Lisette Jacobsen |