Rasmus Klump flytter ind i TivoliRasmus Klump og hans venner Pelle, Pingo, Skæg og skibet Mary flytter ind i Tivoli. Det sker i sommersæsonen 2010, hvor den verdenskendte danske tegneseriefigur får sit helt eget univers at boltre sig i: Rasmus Klumps Verden. Her kan børn i alle aldre lege sig gennem mere end 40 aktiviteter, kæmpe tegneseriedekorationer og sanseoplevelser baseret på Rasmus Klump historierne. Og der er gratis adgang for Havens gæster.Rasmus Klumps Verden er opbygget som en opdagelsesrejse, hvor de større, mindre og mindste børn får deres egne områder, som de kan udforske. I det 1300 m2 store område vil der være bunker af udfordringer med alt lige fra kravlerør i Pingonesien til skibet Mary eller rebstiger, der fører op til tårnspir. Der bliver fri adgang til Rasmus Klumps Verden, som også kommer til at byde på en enkelt kørende Rasmus Klump forlystelse, hvor der opkræves entré. Rasmus Klumps Verden erstatter legepladsen ved Tivoli Søen, der med sin størrelse bliver betydelig større end den nuværende. Tobogan rutschebanen fra 1958, der blev sat op som en del af kunstnerlegepladsen, rykker til legeområdet ved det nye Tivoli Hotel, som åbner i sommeren 2010. Stine Lolk, vicedirektør Tivoli, siger: ”I 2009 sikrede vi os årets vildeste forlystelse Vertigo til vovehalsene. I 2010 retter vi fokus på børnene med et legeunivers af en størrelse og kvalitet, som ikke er set før i Danmark, og som er gratis for vores gæster at besøge. Vi synes, at der er et rigtig godt match mellem Rasmus Klump og Tivoli, der begge er internationalt kendte varemærker, som har appelleret til danske børn i mange generationer”. Michael Benzon, international licenschef i Egmont, der ejer Rasmus Klump-figuren siger; ”Rasmus Klump og hans univers bliver nu bragt til live og det i en skala, som ikke tidligere er set for en dansk tegneseriefigur. At det sker i Tivoli passer fremragende til Rasmus Klump, der står for livsglæde, venskab og eventyrlyst. Rasmus Klump er udgivet over 20 millioner eksemplarer og i mere end 20 lande, siden han så dagens lys 17. november 1951, så for Rasmus Klump er Tivoli den rigtige ramme til at invitere både danske og udenlandske børn ind i hans verden”. Foto og tegning - af Rasmus klump, der rykker ind i Tivoli er til fri redaktionel brug Fakta om Rasmus Klump Carla Hansen er opfinderen af Klump, og det er hendes historier, som hendes mand Vilhelm lagde streg til. I 1952 udkom det første rigtige Rasmus Klump-album med titlen: Rasmus Klump bygger skib. Rasmus Klump tager ofte til søs ombord på skibet Mary med vennerne Pingo, Skæg og Pelle. Siden er der udgivet mere end 80 forskellige bøger. Rasmus Klump tegneserien er udgivet i mere end 20 lande, og antallet af solgte hæfter har passeret 20 mio. eksemplarer. Hertil kommer malebøger, pc-spil mm. Hvert år den 17. november bliver Rasmus Klump Prisen uddelt. Michael Laudrup, Kronprins Frederik, Red Barnet og Bamse fra DR1 har været blandt modtagerne. Yderligere oplysninger: Egmont: Mikkel Løndahl,Pressechef Phone: +45 3330 5550 Mobile: +45 2115 4925. ml@egmont.com Tivoli, Torben Plank, Pressekoordinator HR & Kommunikation Mob: +45 22 23 74 40, tpl@tivoli.dk |