Drop slankekuren og styrk dit barns selvværd!Hvis dit barn er større og rundere end kammeraterne, er det ikke den rigtige løsning at starte en skrap slanke- og motionskur med indbygget vægtkontrol. De runde børn skal tværtimod gennem kærlighed, accept og anerkendelse have styrket selvværdet.
Børn der er buttede eller overvægtige skal ikke på slankekur. Men der skal fokuseres langsigtet på sunde kostvaner, bevægelse og leg, samt på at styrke barnets selvværd gennem kærlighed, accept og omsorg. Hvis ens barn er buttet eller overvægtigt, bliver man naturligt nok som forældre bekymrede. Man bekymrer sig om, hvorvidt barnet bliver mobbet, om det føler sig udenfor og anderledes, og for om der skal blive helbredsmæssige konsekvenser af de ekstra kilo. Derfor kan man føle sig fristet til at gå i gang med skrappe slanke- og motionskure. Men børn skal ikke på slankekur! Når man sætter et barn på slankekur og sætter fokus på vægttab og ændringer i barnets udseende, kan barnet let få en oplevelse af at være ”forkert”. Barnet vil naturligvis gøre alt, hvad det kan for at leve op til forældrenes ønsker, men der er stor risiko for, at barnets selvbillede bliver ødelagt og skævt. Og det kan i nogle tilfælde føre til en decideret spiseforstyrrelse. Lagt de fleste børn kan derimod vokse sig stille og roligt ud af eventuel overvægt, hvis forældrene sørger for at servere god, sund mad og samtidig motiverer barnet til at bevæge sig og få motion. Gerne ved at gå i spidsen selv, for også her gælder mottoet ”don’t tell it – show it”. Desværre er der i dag en tendens til at hænge de overvægtige børn ud i medierne. Den ene skrækhistorie efter den anden ruller over forsiderne med undersøgelser, der eksempelvis viser, at overvægtige børn holdes udenfor af kammeraterne, mobbes og generelt er ugleset. Og der skrives side op og side ned om, hvordan de potentielt set kommer til at belaste sundhedssystemet, og om hvordan overvægten forkorter deres liv. Som forældre kan man let komme til at føle skyldfølelse både overfor barnet og overfor omverdenen, og man kan føle sig som en dårlig mor eller far, der ikke sørger for at hjælpe barnet af med dets overvægt. Men man kunne jo også spørge sig selv, om det mon er sundt og godt for et barn gang på gang at skulle høre i medierne, at det er en kommende ”belastning” – og at det bør rette ind med sund mad og motion? Er det måske motiverende for at ændre eventuelle usunde vaner? Blandt kunderne i webshoppen, www.plus-kids.dk, er der mange børn og forældre, der både spiser sundt og lever et aktivt liv med motion og idræt. Og uanset indsatsen forsvinder de ekstra kilo ikke ”bare lige”. Når man lever sådan et liv, er det ikke sjovt at få skudt i skoene, at man er usund og ulækker, fordi man ikke ligner det ideal, som er blevet normen i dag. Tværtimod er det let at komme til at synes meget dårligt om sig selv og måske oven i købet ende med at give sig selv skylden for ”fejlen”. Og så er der ikke langt til alvorlige psykiske problemer. Indehaver Dorthe Klyvø, der startede Plus-Kids.dk i februar 2008, har efterhånden samlet en del erfaringer med problemstillingen omkring børn og overvægt. Og som tiden er gået er hun blevet mere og mere overbevist om, at man skal ”bag om problemet” i stedet for at fokusere ensidigt på kost og motion. ”Hvis man ikke har selvværd og livsglæde, er det håbløst at gå på slankekur”, siger hun. Ifølge Dorthe Klyvø er det tværtimod forældrenes fornemste opgave at hjælpe barnet til at føle sig glad for sig selv, samtidig med at der ”bag kulisserne” sørges for sund mad og motivation til bevægelse og aktiv leg. Man bliver nødt til at tænke langsigtet og have tålmodighed. Baggrund Plus-Kids.dk sælger tøj på internettet til buttede og overvægtige børn. Netbutikken har eksisteret siden februar 2008. Stifteren Dorthe Klyvø ønsker at hjælpe børn, der i forvejen har det svært, med at opbygge selvværd og selvtillid frem for at fokusere negativt på børnenes udseende. Det er hendes overbevisning, at accept og anerkendelse er vejen mod et sundere liv.
Kort sagt siger Dorthe Klyvø: - Slankekure nytter ofte ikke på langt sigt og kan være decideret skadelige - Det negative fokus på børn og deres vægt/udseende har uoverskuelige psykiske konsekvenser - Overvægtige børn skal ikke have at vide, at de er ”forkerte” - Overvægtige børn skal hjælpes ved at stimulere deres selvværd og selvtillid - Der bør sættes fokus på skolemad, motion/idræt/leg/dans i skoler – sæt det på skemaet - Sæt fokus på at lære børn (og voksne) at acceptere, at ikke alle sammen er ens - Giv dog de overvægtige børn en pause – lad være at stigmatisere og hænge ud i medierne - Elsk dit barn sundt og glad |