Den farlige sutteflaske

Det findes i cd’erne, i madkasserne og i det meste elektronik. Det er hormonforstyrrende, kan have negativ indflydelse på hjernens udvikling og så er det muligvis også kræftfremkaldende. Derfor vakte det stor bekymring hos de danske og norske politikere da Efsa alligevel valgte at blåstemple det famøse kemikalie, Bisphenol A.

I april blev man i Canada enige om at forbyde Bisphenol A i sutteflasker, ligesom demokratiske senatorer i USA også har foreslået. Derfor forekommer det for mange uansvarligt at Efsa, EU's fødevarestyrelse, har valgt at blåstemple det hormonforstyrrende kemikalie, der er at finde i langt de fleste sutteflasker herhjemme.

”Hvordan kan et sundhedsskadeligt kemikalie som Bisphenol A være tilladt i vores børns sutteflasker i EU, når det åbenbart er farligt for de canadiske børn?”, siger Hanne Dahl fra JuniBevægelsen til Ritzau.

Efsa mener ikke at der er tilstrækkelig dokumentation for at Bisphenol A er skadeligt i små mængder og vil derfor ikke komme med et forbud i EU. Miljøstyrelsen Kemikalier er stærkt kritiske i forhold til vurderingen.

”På sundhedssiden er der er en tvivl vedrørende alle hormonforstyrrende stoffer. Vi har ønsket yderligere undersøgelser, men er ikke kommet igennem med det indtil videre,” siger Henrik Søren Larsen til Ritzau.

V: Uacceptabel godkendelse af kemikaliet

Ifølge Venstre bør Danmark gør brug af vores såkaldte miljøgaranti og derved sikre en midlertidig blokering for kemikaliet, indtil en undersøgelse med sikkerhed kan fastslå hvorvidt Bisphenol A er skadeligt eller ej.

- Det her stof er farligt, og jeg mener, at det er et problem, at EU gang på gang bestemmer, at vi her i Danmark skal bruge de farlige stoffer, som vi egentlig ønsker at forbyde, siger Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo. Han vil nu foreslå Miljøministeriet at Danmark gør brug af den særlige miljøgaranti.

Wal-Mart og Toys R Us i USA har allerede tænkt sig at fjerne produkter fra hylderne. Det vækker glæde hos Forbrugerrådet.

- Det er meget positivt, at verdens største detailhandelkæde trækker varer med Bisphenol A fra hylderne. Toys R Us er jo også repræsenteret i Danmark, og vi kan kun opfordre kæden til at gøre det samme i Danmark, lyder det fra Claus Jørgensen, miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, der ønsker et decideret forbud mod kemikaliet i forbrugerprodukter.

- Indtil et forbud er på plads, opfordrer vi den danske detailhandel, legetøjsbutikker og babyudstyrsforretninger til, at de trækker produkter med Bisphenol A fra hylderne, så børnene ikke udsættes for de hormonforstyrrende stoffer, siger Claus Jørgensen.

I Børnelivs Butiksguide finder du butikker, der forhandler produkter uden Bisphenol A.