Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 3

- ”Nå, det mener du. Men jeg hader lunken kaffe.”

- ”Jo, men ..”

- ”Ikke noget men. Stik mig din havregrød, inden Ana kommer, så får du et par stykker.”

Sigurd smilede. Arne tog hånden i lommen og op igen og lod chokoladen dumpe ned i grøden. Arne så på mig. Jeg rystede på hovedet.

- ”Nå nej, det er du sandelig vokset fra!”

Ana skramlede i hekseværkstedet. Sigurd fik travlt med at gemme sine chokoladestykker i grøden.

- ”Selene er ikke månebarn længere”, sagde han med munden fuld af havregrød.

- ”Hm, hvordan ved du det?”, spurgte Arne og kikkede på mig.

Han puttede sukker i kaffen og rørte rundt.

- ”Hun tror bare ikke på det længere. Og hun vidste jo heller ikke det med, at mor kommer i dag, vel”, svarede Sigurd.

- ”Nu tror jeg ikke, man holder op med at være månebarn ..”, begyndte Arne.

- ”Det gider jeg altså ikke snakke om”, afbrød jeg.

Arne sukkede og rakte ud efter en skive rugbrød. Ana kom ind i køkkenet med urte-omslaget. Hun tog Arnes fod op på slagbænken, undersøgte foden og begyndte at lægge urte-omslaget på. Han ømmede sig, hver gang Ana viklede urte-omslaget en omgang rundt om foden.

- ”Giv mig avisen, Sigurd, så kan jeg da tænke på noget andet.”

Sigurd rakte ud efter avisen og ramte skålen med havregrød, så den faldt på gulvet. Grød og tallerken splintrede over hele gulvet, og midt i det hele kom chokoladestykkerne til syne. Ana strammede urte-omslaget.

- ”Og du tror måske ikke, jeg udmærket ved, at det er dig, der putter chokolade i Sigurds grød?”

- ”Nåde, nåde”, jamrede Arne. ”Lad ikke vreden gå ud over min fod. Og tror du måske ikke, jeg ved, at du putter småkager i deres madpakker?”

- ”Du snakker, gør du. Sigurd, få samlet tallerkenen op, inden der er flere, der kommer til skade. Og Selene, du får Dreyfus helt ud, så den ikke får spist porcelænsskår”, sagde Ana og pegede mod døren.

Dreyfus’ hoved stak frem bag døren til bryggerset. Den var vild med havregrød.

- ”Du går bare ud og fanger mus, indtil min fod ikke længere gør ondt”, råbte Arne.

Hovedet forsvandt.

- ”Og giv mig så den avis, jeg må have noget andet at tænke på”, sagde Arne og ømmede sig.

Jeg rakte Arne avisen og så et billede af gravhøjen. Der stod: Strid og mystik i landsby om gravhøj.

- ”Hvad er der i den gamle høj ved siden af byggepladsen?”, spurgte jeg.

- ”Hvad får dig til at tro, at der er noget i den?”, spurgte Ana.

Hun stoppede med at rulle omslaget om foden på Arne og læste avisen over skulderen på Arne. Sigurd stoppede med at tørre havregrød op.

- ”Der kom røg op af den her til morgen”, sagde jeg.

- ”Røg? Det er en gammel gravhøj. Den har bedst af at blive ladt i fred”, sagde Ana.

Arne kikkede op fra avisen.