Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 2Jeg tog børsten og redte mit hår. Jeg fandt en elastik frem og satte håret op i en hestehale. - ”Ja, en mand. Tror du, han skal være vores nye far?”, sagde Sigurd og pillede næse. - ”Jeg tror ikke noget som helst, men vi har kun én far. Og han er i himlen.” Kedlen i køkkenet tudede, og jeg hørte Ana tage den af komfuret. - ”Så kan vi måske have to. En i himlen og en her på jorden”, sagde Sigurd og spiste den bussemand, der sad på hans finger. - ”Han er stadig ikke vores far”, sagde jeg og tog håret ud af hestehalen igen. - ”Nå!”, sagde Sigurd og løb ud af mit værelse. Jeg gik ned ad trappen og ind i køkkenet. På bordet lå mors sommerdug. Der var røde og gule blomster broderet på den. Oven på dugen stod en buket gule roser fra haven. Jeg gned på bladene og tog hænderne op til næsen. De duftede af citron. På bordet stod der boller med et viskestykke over, og i ovnen var tre leverpostejer i gang med at stege. I går for Ana rundt i præstegården med støvsuger og spand. Hvor længe havde hun vidst, at mor ville kommer hjem? Og så med en mand. Dreyfus stod ved sin madskål og spiste rester fra aftensmaden i går. Hver gang hun stødte på en ært, spyttede hun den ud igen. Rundt om skålen var der en grøn kreds af ærter. Den kikkede op og skubbede med sin pote til ærterne, så de trillede ud midt på gulvet. Arne kom ind ad døren. - ”God morgen, bedstefar. Jeg har tabt en tand”, sagde Sigurd og åbnede munden og pegede. - ”Så husk at lægge den under puden til Tandfeen”, sagde Arne og kikkede ind i Sigurds mund. - ”Det kan jeg ikke, for jeg har slugt den!” - ”Bare rolig. Du må bare holde øje med, at den kommer ud igen. Man snyder ikke Tandfeen. Hvilken herlig morgen. Sikke her dufter. Lad mig gætte …” Arne lukkede øjnene og gik med armene frem for sig mod ovnen. Han tog et skridt; to skridt. Foden gled i ærterne. Arne faldt. Han brølede og landede midt i ærterne med et bump. Dreyfus flygtede ud ad den åbne dør til bryggerset. Ana satte den blå kaffekande på bordet. Hun tog hænderne op til munden. Sigurd stoppede med at spise og smilede. Smilet blev bredere, og grinet brød ud. Ana tørrede hænderne i forklædet og lo. Jeg mærkede boblerne i maven og kikkede tilbage på Arne. Hans øjne fulgte os frem og tilbage. Han slog ud efter madskålen. - ”Jeg skal fandeme lære den kat at spise ærter”, sagde han og smilede. - ”Gud fri og bevar mig vel for et sprog, Arne”, udbrød Ana og gik hen og hjalp ham op. Han vrikkede lidt med sin fod og ømmede sig. - ”Ja, så bliver det nok dig, der må være præst på søndag. Tror du, den er brækket?” - ”Det kunne du lide. Næh, nej. Lad mig se på den.” Hun tog om foden, og Arne jammede sig. - ”Med følelse … forsigtigt!” Arne tog sokken af. - ”Du skal have et mynte-omslag på. Så må vi se, hvad der sker. Men du bliver her i dag. Så må du vente med det sygebesøg til en anden dag.” Ana vendte rundt og gik ud i bryggerset. Døren ind til hekseværkestedet knirkede. Jeg hørte saksen klippe urter ned. Arne rakte ud efter den blå kaffekande og hældte op. Han tog en stor sluk. Sigurd sendte mig øjne. - ”Satans også, nu brændte jeg mig.” Sigurd kikkede på ham og skubbede et glas vand hen til ham. Arne rystede på hovedet. - ”Bedstefar altså, det gør du hver morgen.” |
