Besøg legeteket

Børneliv opfordrer forældre til at besøge det lokale legetek.

 

Ordet legetek er sammensat af leg og bibliotek, og det fører naturligt tanken hen på udlån af legetøj. Men legeteker er meget andet, hovedvægten lægges på rådgivning og aktivering i leg.

Der er flere typer af legeteker. Mange behandlingsinstitutioner har et legetek, der benyttes internt. Det legetek, som her skal omtales, er det åbne legetek, som kan benyttes af enhver, der har behov for det.

Det åbne legetek arbejder på forældrenes præmisser, og der er ingen journalføring.

 

Legetekets mål - på kort og på langt sigt.

På kort sigt tilbyder legeteket støtte til familier, som selv ønsker at deltage aktivt i deres barns udvikling og trivsel.

Legeteket er også åbent for pædagoger og andre, der tager vare på barnet til hverdag. Hele familien inddrages i legen med det enkelte barn, der har behov for ekstra støtte.

At finde godt og egnet legetøj er ikke altid en enkel sag. Men får barnet det rigtige legetøj, bliver det i stand til at lege og dermed til at kommunikere med andre. Det får en chance for at være medbestemmende, og mange problemer vil blive overskuelige og lettere at løse i hverdagen.

På længere sigt vil mange vanskeligheder kunne forebygges. Barnet vil gennem legen få de erfaringer, som senere gør det i stand til at indgå i et mere harmonisk samspil med andre, såvel børn som voksne.

 

Hvor findes legeteket

Det åbne legetek er normalt oprettet og drevet af amter og kommuner. Men desværre har ikke alle amter og kommuner endnu påtaget sig denne opgave. Man må spørge sig for i sin kommunale forvaltning, om der er et legetek. Ofte har grupper af forældre eller af pædagoger med godt resultat tilskyndet en kommune til at oprette et legetek.

Et af legeteksforeningens mål er, at legeteket overalt tilbydes familier, der har behov for det - og de findes i alle kommuner,

At der er nær adgang til legeteket er af stor betydning for, om familierne har mulighed for at benytte det.

 

Legetekets daglige virke

 

Legeteket er åbent bestemte dage i ugen, men man gør klogt i at ringe i forvejen og aftale tid for et besøg. Derved opnår man, at der er tid og ro til besøget. I de fleste legeteker vil man altid møde den samme rådgiver. Voksne og barn deltager i en rar atmosfære i en samtale om, hvilke behov
barnet/familien har.

Måske kommer forældre på eget initiativ.

Måske er de henvist til legeteket fra andre instanser.

Sammen finder man frem til det legetøj, som tiltaler de voksne, men først og fremmest legetøj, som barnet føler sig tiltrukket af.

Det er vigtigt at være lydhør overfor, hvad barnet ønsker. Man snakker om, hvordan legetøjet bedst kan bruges og aftaler dato for det næste besøg. Forældrene lægger mærke til, hvordan barnet bruger legetøjet, og samtalen fortsætter ved næste fremmøde. Normalt er lånetiden 1-2 måneder.

 

Der kan ligge en vis træningseffekt i anvendelsen af legetøjet, men det er ikke det vigtigste. Barnets glæde ved leg er det, der stimulerer det bedst.

Nogle legeteker tilbyder hjemmebesøg, hvis det er for vanskeligt for forældrene at komme til legeteket.

Nogle legeteker indbyder til legegrupper, hvor børn og forældre kan møde hinanden, både til leg og til almindeligt samvær.

 

 

 

Legetekets personale

 

Som regel har legeteket kun en enkelt ansat, en legeteksleder, som er uddannet pædagog med særlige forudsætninger for dette arbejde.

 

Børneliv anbefaler derfor kommunerne at udvide denne utrolige ordning.